1. Bjarne Overmark, 68 år, Byrådsmedlem og advokat

KANDIDAT FOR BEBOERLISTEN KV21

1. Bjarne Overmark, 68 år, Byrådsmedlem og advokat

Beboerlisten udfører en vigtig funktion i det lokale demokrati. Vi passer på de små i skolegården, og det er vores opgave, som vi fortsat vil løfte. Det er vigtigt, at Randers Lejerforening fortsat har en fod i byrådet i form af Beboerlisten. Vi repræsenterer jo direkte de besiddelsesløse, som ingen andre gør.

Jeg har stadig meget at bidrage med trods min alder. Jeg er en af de flittigste og hårdtarbejdende politikere i byrådet, og det vil jeg fortsætte med at være. Med andre ord så føler jeg, at jeg er forpligtet til at hjælpe borgerne i Randers Kommune, så længe jeg kan.

Vi har en række ting, som Beboerlisten kæmper for – bl.a. vil vi indføre borgerdrevne forslag og mulighed for, at vi kan udskrive lokale folkeafstemninger om fx klimabroen. Det samme kunne man have ønsket om skolelukningerne eller Hal 4.

Der er ingen tvivl om, at fokus også vil være det samme, som det altid er for mig; de velfærdsområder, som borgerne har berøring med i deres hverdag. Skoler, handicapområdet, plejehjem og daginstitutioner samt dagplejere, som vi fortsat vil kæmpe for og ikke ønsker nedskæringer på. Servicen i Randers skal være i top.

Derudover vil jeg fortsat være en vagthund i byrådet, og beskytte såvel borgere som ansatte mod det kommunale system, når de kommer i klemme.
Her kan vi blandt andet nævne Stjernehussagen og sagen om Jørgen Schirmer, hvor forvaltningen går over grænsen mod sine ansatte.

Det nuværende politiske flertal har i hele byrådsperioden fortsat udhuling af vores velfærdssystem ved at reducere budgetterne hvert år med en halv procent. Det kan vi ikke acceptere, og det vil vi kæmpe hårdt for at stoppe.

Jeg ønsker at fortsætte vores politiske samarbejde i byrådssalen om de sager, hvor vi er enige. Men det betyder med andre ord også, at vi har indflydelse, og det vil vi blive ved med at have.

Vi kan se, at flere og flere byrådsmedlemmer er begyndt at arbejde på samme måde som os, og stiller spørgsmål til forvaltningen, hvilket kun kan være en anerkendelse af den måde Beboerlisten altid har arbejdet på.

Til dette valg er vi i et valgforbund med Enhedslisten og Velfærdslisten, som jeg har arbejdet tæt sammen med i denne periode. Vi er en styrke i byrådssalen med hver vores fokus, og det arbejde vil jeg fortsætte i den næste periode.

Beboerlisten afgørende styrke er, at vi har et stort bagland i form af Randers Lejerforening som arbejder hårdt i nærkontakt med flere tusinde lejere om året, derfor stiller vi op.

www.facebook.com/bjarne.overmark.beboerlisten

ALLE KANDIDATER

DOWNLOAD BEBOERLISTENS
VALGAVIS 2021