Byrådsflertallets budget afsætter alt for få midler til velfærd

Det kræver et flertal af de 31 mandater i byrådet at få et budget igennem. Selvom der er et stykke vej til at samle mandaterne, så er de tre partier i valg​forbundet klar med et budgetforslag, der tilfører velfærdsområdet de nødvendige midler.

Sidste år var byrådet ikke så langt fra at kunne stemme et alternativt budget igennem. Det ville have givet et bredt løft på de fleste områder og særligt til velfærden, men også medført flere cykelstier og andre fremsynede løsninger.
Sådan gik det som bekendt ikke, og det brede budgetforlig blev vedtaget.

Problemet med de store flertalsbudgetforlig er blandt andet, at det bygger på nogle pessimistiske forudsætninger, der får det til at se ud som om, besparelserne er nødvendige

”Problemet med de store flertalsbudgetforlig er blandt andet, at det bygger på nogle pessimistiske forudsætninger, der for det til at se ud, som om besparelserne er nødvendige, men sådan forholder det sig ikke”, mener Kasper Fuhr, kandidat for Velfærdslisten.
”Faktisk har Randers Kommune efterhånden en del penge, som gør, at vi ikke er i nærheden at komme tæt på grænsen for, hvornår staten træder ind og en eventuel administration af kommune kommer på tale, men det skulle man tro, når man ser på, hvad man er parat til at bruge i budgettet – også på de områder, der virkelig trænger til et løft. Vi har vist omkring 580 millioner kroner i kommunekassen, men flertallet har en ide om at spare op til for eksempel ’klimabroen’ over Randers Fjord. Det er ikke en ide, hverken Velfærdslisten, Beboerlisten eller Enhedslisten støtter, så vi er naturligvis imod denne let ’skjulte’ opsparing. Vi mener alle, at pengene kunne bruges meget mere fornuftigt til velfærd og mere klimavenlige løsninger til offentlig trafik og cykelstier m.m.,” siger han.

De fleste nedskæringer foregår via det store grundbudget, som er sværere at gennemskue.
Et eksempel er Huset Nyvang, hvor man tilførte fem millioner i ekstra bevillinger, men man kan se, at der skæres 35 millioner over de næste fire år.

Skjulte besparelser i flertallets budget

Frida Valbjørn Christensen fra Enhedslisten tilføjer, at der blandt flertallet er denne her ide om, at trods nedskæringer i grundbudgettet, så fremstår det som om, at der tilføres midler til velfærdsområderne.

”De fleste nedskæringer foregår via det store grundbudget, som er sværere at gennemskue, så selvom man tilfører ekstraordinære midler til nogle områder, så kan de sagtens rammes af generelle besparelser på området. Et eksempel er Huset Nyvang, hvor man tilførte fem millioner i ekstra bevillinger, men man kan se, at der skæres 35 millioner over de næste fire år,” siger hun og suppleres af Kasper Fuhr, der kalder det en form for omvendt ’Brixtofte’, i det kommunen nærmest skjuler den store opsparing og forsøger at male det dystre billede af kommunens økonomi.

Desuden foreslår vi tilførsel af flere pædagoger og såkaldt ’varme hænder’, mens antallet af akademikere skæres ned.

Klar finansiering af valgforbundets budget

Beboerlisten, Velfærdslisten og Enhedslistens fælles budgetforslag er finansieret og har til gengæld valgt at benytte pengene, der ellers er sat af til ’Klimabroen’. Desuden er der sparet på brug af konsulentbistand og blandt antallet af ’niveau2-ledere’ i kommunen – ledere mellem det øverste cheflag og laget under. Cheferne skal ganske enkelt være tættere på virkeligheden i hverdagen ude på de kommunale arbejdspladser.
”Desuden foreslår vi tilførsel af flere pædagoger og såkaldt ’varme hænder’, mens antallet af akademikere skæres ned. Det er ikke en helt nem øvelse, for vi har tidligere foreslået at fjerne specifikke ledere, men det mødte modstand samtidig med, at vi nu bliver beskyldt for at være ukonkrete. De mange ledere i kommunen gør det også sværere at placere et ansvar, som eksempelvis i sagen om Huset Nyvang,” fortæller Kasper Fuhr.

Spændt på de mange sagers indflydelse på stemmerne

De tre kandidater, Bjarne Overmark fra Beboerlisten, Kasper Fuhr fra Velfærdslisten og Frida Valbjørn Christensen fra Enhedslisten er godt klar over, at de er langt fra et flertal for deres forslag på nuværende tidspunkt, men det er et spændende valg, hvor man kan være usikker på, hvor meget de landspolitiske tendenser slår igennem på lokalt plan.
Alle er enige om, at den siddende borgmester på forunderlig vis har formået at holde sig ude af konflikter, og det øger naturligvis chancen for et godt valg. På den anden side så har de mange sager nationalt og lokalt med Huset Nyvang peget på udfordringer på velfærdsområdet, som bør tydeliggøre, at prioriteterne skal være rigtige, når man træffer beslutninger på borgernes vegne.

SENESTE ARTIKLER

DOWNLOAD BEBOERLISTENS
VALGAVIS 2021