Da jeg var barn, drømte jeg om en stor familie. Mange børn, ro og et hus på landet. Jeg har været så heldig at få en mand, som allerede havde to børn, og sammen har vi nu fået seks. Så den del af drømmen gik i opfyldelse.

Undervejs har jeg dog dermed på tæt hold fulgt med i udviklingen på børne- og skoleområdet de sidste 19 år. Et område, hvor manglende ressourcer er akut, og hvor dygtige medarbejdere forlader faget og deres livsværk pga for dårlige rammer. Børn og unge med problemer svigtes alt for ofte. Dette skal ændres. Vi skal turde tænke langsigtet og satse på børn og unge.

Vi skal i Randers være kendt for at turde tænke anderledes. Turde tænke visionært. – Og nogle gange skal vi bare lade folk gøre det, de allerede gør så godt. F.eks. burde folkeskolerne få langt mere frihed til selv at bestemme, hvordan de drives og ikke straffes, når de f.eks. sparer op fra et år til et andet for at igangsætte nye tiltag.

Flere og flere unge kæmper med psykiske udfordringer og ventetiden på at blive udredt og efterfølgende få hjælp er horrible. Dette område er også et, jeg vil have fokus på.

I en årrække var jeg så heldig at få lov at arbejde med nogle af de familier, der grundet krig, forfølgelse eller grundet job er kommet til Danmark og Randers. Det har givet mig en masse oplevelser med fantastiske børn og deres familier, der meget hurtigt kan blive en bonus for vores samfund, hvis vi hjælper på den rigtige måde og giver dem muligheden. På dette område skal vi også turde lytte til fagfolk og erfaringer fra andre kommuner.

Beboerlisten har altid kæmpet på de svages side. Her har jeg også altid været, så derfor stiller jeg op her.